Blodet i sneen på Tunnelgatan

Kl. er omkring 23.21 den 28. februar 1986. På Tunnelgatan i Stockholm et lille stykke fra Sveavägen, vokser gruppen af mennesker langsomt omkring et tragisk sceneri. På fortovet sidder en kvinde med sin mand i armene og fra et skudsår i hans ryg flyder livet langsomt ud af hans krop. Ved et lykketræf kommer en ambulance forbi ca. 7 minutter senere og kvinden og hendes døende mand køres til Sabbatbergs hospitalet. Desværre er anstrengelserne skønne spildte kræfter og han dør et par minutter over midnat.

Men det er mere end bare en svensk mand, der dør på hospitalet den nat og det er mere en blod der løber ud på Tunnelgaten. Det er en del af selve den svenske folkesjæl, der dør og traumet og smerten er stadigt en del af Sverige den dag i dag.

Manden på gaden er Oluf Palme og blodet der rinder ud af hans krop er selve den idealisme, der har drevet det projekt, som han stod for som statsminister. Det intense had, som han har skabt til sig selv i nogen kredse har fundet et konkret udløb.

Det, der står tilbage er dels et ikon på en svensk statsleder med internationalt format og dels en mordgåde, som den dag i dag ikke er løst. Måske på grund af svensk politis inkompetence i opklaringsarbejdet og måske fordi kræfter i samfundet ikke ønsker det opklaret.

Men mordgåden har nok, selvom den er interessant og muligvis også emne for senere indlæg på denne blog, fået lov til at overskygge historien om mennesket Palme og i højere grad givet næring til myten om Palme.

I dag fremstår Olof Palme som den ultimative socialdemokrat, men der var intet i hans baggrund, der syntes at tale for den fremtid. Tværtimod var Olof Palme ud af en adelig slægt, han var løjtnant (af reserven) i Livregimentets husarer og indtil midt i fyrrerne skrev han artikler for højreavisen Svenska Dagbladet.

Olof Palme sagde selv, at det var tre begivenheder i hans liv, der gjorde, at han blev socialdemokrat. Det var skattedebatten i Stockholms koncerthus i 1947 mellem socialdemokraten Ernst Wigforss, højrepartiets Jarl Hjalmarson og folkepartiets Elon Andersson. Den anden var hans ophold i USA i forbindelse med hans studier i 1948, hvor han for første gang så de enorme klasseskel i samfundet. Den tredje begivenhed, der ændrede Palmes verdenssyn var en rejse til Asien i 1953, hvor han blev konfronteret med imperialismens konsekvenser.

Oluf Palme gør lynkarriere som politiker og baggrunden skal findes i hans aktiviteter som studerende. Som 22 årig blev han i 1949 ansat som sekretær for studenterorganisationen SFS internationale udvalg og her fik han til opgave at sprænge den internationale studenterorganisation IUS, der var fuldstændigt kontrolleret af kommunister.

Det har han vældig succes med og under CIAs vågne øje stiftes en ny verdensorganisation for demokratiske og tredjeverdenslande. I 1950 vælges han først som international formand og herefter til formand for alle svenske studerende.

I sin bog ”Oluf Palme – en aristokratisk socialdemokrat” beskriver Henrik Berggren, hvordan studenterbevægelsen i høj grad var styret af en skam over, at den i trediverne havde været præget at reaktionære og man følte at man havde svigtet.

”Det, Palme skitserede, var et alternativ til pinefuld selvransagelse og en endeløs debat om skyld – nemlig at genoprette Sveriges moralske ære gennem humanitær bistand, støtte til demokratibevægelser og aktiv flygtningehjælp”, skriver Beggren.

Efter eksamen i 1951 i Jura bliver han ansat i den svenske militære efterretningstjeneste, men daværende statsminister Tage Erlander har fået øje på den visionære unge mand og han tilknyttes sideløbende med sit arbejde for efterretningstjenesten statsministeriet som Erlanders personlige sekretær.

I 1958 vælges han for første gang til Riksdagen og beklæder i den kommende periode adskillige ministerposter. Fra 1963-65 er han statsråd, fra 1965-67 Kommunikationsminister, fra 1967-68 ecklesiastikminister, herefter skifter ministeriet navn til uddannelsesministeriet og Palme fortsætter som uddannelsesminister til 1969.

I 1969 træder Tage Erlander tilbage og Olof Palme tiltræder som hans efterfølger på statsministerposten, som han herefter beklæder i to perioder fra 1969-76 og igen fra 1982-86.

Som regeringsleder gør han sin linje som studenterleder til regeringens program. Skammen og den dårlige samvittighed og fortiden gør at han på internationalt plan kan ophæve Sverige til at være hele verdens dårlige samvittighed.

Det var dog også denne linje, der var med til at bringe ham på kant med både andre nationer og med grupperinger internt i Sverige.

”De starka känslorna kring Palmes person berodde till stor del på hans utrikespolitiska stälningstagandan, till eksempel för Kuba under Fidel Castro, för Chiles president Salvador Allende, mot den sovjetiska interventionen som slog ned Pragvåren, mot Francoregimen i Spanien (”satans mördare”, som han kallade regimen) men också mot USA för dess inblandning i Vietnamkriget. Efter det berömda jultalet 1972, då han bland annat jämförde bombningarna av Hanoi med nazisternas illdåd i Oradour-sur-Glane, lät Vita Huset ambassadadörposten i Stockholm stå tom under en tid.” Kilde: Wikipedia

Specielt hans kritiske linje overfor Apartheid-regimet i Sydafrika gjorde ham upopulær hos den amerikanske præsident Ronald Reagan, den britiske premierminister Margaret Thatcher og samtidigt i store dele af den svenske højrefløj.

Den danske journalist Paul Schmidt, der har skrevet bogen ”Olof Palme – den endelige opklaring”, gør i et interview til Information den 23. februar i år opmærksom på, at personen Palme nok er gået lidt tabt i glansbilledet, der efterfølgende er blevet historie.

”Han gravede grøfter, hvor det ikke var nødvendigt. Når han diskuterede med politiske modstandere, kunne han være så ubegribeligt ondskabsfuld og sarkastisk, han fornærmede dem i sådan en grad, at det gik ud over senere politiske forhandlinger. Det var meget uklogt, men det er ikke noget, man husker ham for nu. På mange måder fik Sverige en mere civiliseret omgang på Riksdagen efter hans død; der var pludselig ikke længere en unødigt hård tone i svensk politik, ” siger Paul Smith.

Henrik Berggren har ligeledes til Information udtalt: ”Han var naturligvis glorificeret i årene efter sin død, men det interessante ved ham er, at han både var en moralsk politiker, samtidig med at være ganske hård og resultatorienteret, og det synes jeg ikke, man har talt så meget om. Han var både missionær, moralsk og pragmatisk. Han ville ikke bare skrive artikler om Vietnam, han ville stoppe krigen.”

Der er ingen tvivl om at Olof Palme var et komplekst menneske, der sprængte både personlige og politiske rammer, men når vi tænker tilbage, så er hans handlinger og holdninger vel nok det afgørende og skyggesiderne og svaghederne blot kuriositeter til at krydre myten med.

Der er stadigt meget vi kan lære af dette i hvert på nogle punkter kompromisløse menneske og ekkoet af hans ord klinger stadigt den dag i dag:

”Folkets längtan efter frihet kan i det långe loppet inte slås ned. Den kommer att leva och segra till sist.”

 

Udgivet første gang 14. marts 2011 på bloggen “Overkanten”