Mark Sinclair Fleeton

Jeg er historiefortæller - Skal jeg fortælle din historie?

Hverken Zuckerberg eller EU ved, hvordan vi løser udfordringerne med Facebook

Trods grundige forberedelser og store forhåbninger lykkedes det ikke for Europa-Parlamentet at få afgørende svar ud af Mark Zuckerberg ved den meget omtalte høring for godt en uge siden.

Analyse af Mark Sinclair Fleeton

Forventningerne til Europa-Parlamentets høring den 22. maj med Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, var store. Adskillige parlamentsmedlemmer og -grupper havde på forhånd lagt op til, at de nu skulle få betydningsfulde erkendelser ud af Zuckerberg ovenpå høringer i Repræsentanternes Hus, der ikke gav svar på ret meget, men i stedet blotlagde de amerikanske politikeres manglende forståelse for moderne teknologi, herunder særligt sociale medier. De europæiske parlamentarikere havde tydeligvis forberedt sig til høringen, som i gennemsigtighedens navn blev live-streamet – også på Facebook.

Spørgsmålene bar præg af de grundige forberedelser. Der blev først og fremmest stillet spørgsmål til Zuckerbergs og Facebooks intentioner om at leve op til EU’s nye persondataforordning (GDPR) og ikke mindst platformens evne til at leve op til forordningen fra dens ikrafttræden den 25. maj. Men også borgerne – i platformssprog: brugerne – og deres ret til og ejerskab over egne data blev diskuteret, ikke mindst den nylige sag om det nu lukkede Cambridge Analyticas misbrug af brugernes data. Der blev endda stillet spørgsmål til ikke-Facebookbrugere og platformens registrering og brug af deres data samt de bredere konsekvenser af Facebooks algoritmer.

Zuckerberg fremlagde to centrale punkter i sit forsvar for Facebooks metoder. Han forklarede først, at Facebook allerede i 2014 havde gjort det umuligt for apps at høste data fra platformen, som app-producenter fx havde gjort i Cambridge Analyticas tilfælde. Men han var overmåde beklagende og undskyldende over episoden. Han svarede dog ikke på, hvordan han ville beskytte og give ikke-brugere adgang til og kontrol over deres data. I stedet forklarede han, hvorfor det var nødvendigt at registrere oplysninger om ikke-brugeres adfærd for at forhindre misbrug fx gennem apps. Endelig forklarede han, at man på baggrund af markedsfeedback var nået frem til den konklusion, at brugerne er på sociale medier for at interagere med venner, familie og andre private brugere og ikke for at følge politikere. Facebooks ændringer i prioriteringen af indhold skulle ikke ses som udtryk for, at man ønskede at fremme én type politiske synspunkter frem for en andet.

Der blev således svaret på mange spørgsmål, men endnu flere, og måske endnu mere relevante, spørgsmål forblev ubesvarede. Både parlamentarikere og flere amerikanske såvel som europæiske medier kaldte efterfølgende høringen for mislykket.

Høringen udstillede med al ønskelig tydelighed, at der var spørgsmål, som selv ikke Mark Zuckerberg kunne besvare. Hvordan skal Facebook skille fake news fra rigtige nyheder, når selv højtuddannede medieforskere, velinformerede politikere og rutinerede nyhedslæsere kan have svært ved det? Kan vi stille krav til en privat medieplatform om ikke at gøre brug af deres forretningsmodel? Og vil brugerne betale for at bruge Facebook uden reklamer, også hvis der, som Zuckerberg insisterer på, er konkurrenter, der kan opfylde de samme behov for brugerne?

Spørgsmålet er, om der er nogen, der kan besvare de spørgsmål? Facebook har lavet en række tiltag for at imødegå fake news: Med en blanding af professionelle fakta-checkere, tiltag over for kilder til fake news og et forsøg på at uddanne brugerne til at spotte og rapportere fake news, har mediet gjort et stort nummer ud af at bekæmpe de falske nyheder. Både fakta-checkerne og brugerne har imidlertid ulempen af at være mennesker, og derfor vil deres evne til at spotte fake news være begrænset af deres baggrundsviden, evner og adgang til at fakta-checke. Mest effektivt vil nok være tiltag mod de falske nyheders producenter og deres evne til at tjene penge på at sprede falske nyheder på Facebook. Facebook vil dels nedprioritere opslag fra sider, der gentagne gange er blevet taget i at poste falske eller mindre troværdige nyheder. Disse sider vil også få reduceret eller fjernet retten til at annoncere. Men er det nok? Muligvis vil det kunne begrænse mængden af falske nyheder, der spredes med økonomisk vinding for øje. Mere tvivlsomt er det, om det kan begrænse politisk motiverede falske nyheder – som vi bl.a. har set ved adskillige valghandlinger rundt om i verden –der ikke vil have samme motivation for at reagere på økonomiske sanktioner.

Et helt centralt punkt i høringerne i både Washington og Bruxelles har været brugernes data og Facebooks og eksterne parters brug og misbrug af dem. Facebook kan gøre – og har allerede gjort – en del for at begrænse eksterne parters adgang til brugernes data. Det stemmer bare dårligt overens med Facebooks forretningsmodel. Udover høringerne har sagen med Cambridge Analytica fået manges øjne op for, at det ikke er brugerne, der er Facebooks kunder. Kunderne er annoncørerne, og brugernes data er produktet, Facebook sælger til kunderne. Uanset hvor mange gange Facebook forklarer, at de sælger targeting og adgang til kundesegmenter og ikke direkte adgang til brugernes data (annoncørerne får ikke direkte adgang til brugernes data, men til Facebooks interface til at målrette annoncerne), så ændrer det ikke på forretningsmodellen: At det er brugerne, der er produktet. Det betyder også, at vi – uanset om det er civilsamfund, stater, EU eller andre – kan stille lige så mange krav til Facebook om at værne om privatlivets fred og brugernes data, som vi vil. Så længe der ikke i forretningsmodellen indgår en model, hvor brugerne er kunder – dvs. en betalingsudgave af Facebook – så vil alternativet være et forbud mod Facebook. Det er vel ikke en realistisk eller for den sags skyld lovlig løsning, når vi alle i realiteten har afgivet vores samtykke til forretningsmodellen. GDPR vil i et vist omfang gøre en forskel, men langt størstedelen af brugerne vil stadigt modtage målrettede annoncer i deres feed uden at det vil være i strid med forordningen. Omvendt kunne man også mene, at sålænge brugerne er vidende om forretningsmodellen, så behøver man måske ikke yderligere regulering. Det er i hvert fald en positiv ting, man kan sige omkring Cambridge Analytica-sagen, at langt de fleste brugeres viden om Facebooks forretningsmodel er blevet drastisk forøget som en konsekvens.

Vil brugerne betale for at bruge Facebook? Det kommer bl.a. an på, om der er reelle alternativer til platformen. Facebook selv henviser til platforme som fx DailyMotion, Snapchat, YouTube, Flickr, Twitter, Vimeo, Pinterest m.fl. I forhold til besked- og chat-tjenester henviser de bl.a. Til iMessage, Skype, WeChat og LinkedIn. Udover at ikke alle disse platforme er særlig kendte eller brugt udenfor USA, så er der ingen af de nævnte, der en-til-en kan sidestilles med alle Facebooks funktioner og interface. En anden vigtig pointe er, at brugerne gennem en årrække er vænnet til, at services på internettet er gratis. Det betyder, at hvis brugerne i større antal skal vælge en betalingsløsning på Facebook, så vil det kræve en grundlæggende ændring i, hvordan vi anskuer tjenester på nettet. Det er muligt, at det vil ske på lang sigt, men kort sigt er det næppe sandsynligt.

Efter høringen har Facebook publiceret svar på de fleste af de spørgsmål, som Zuckerberg valgte ikke at svare på under høringen. Formelt set svarer papiret fra Facebook på langt de fleste af svarene fra parlamentarikerne, men svarene er ikke fyldestgørende. Det giver perspektiv til det, ALDE’s leder i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, sagde i sin tale til Zuckerberg:

”De må spørge Dem selv, hvordan De vil huskes. Som en af de tre store internet-giganter sammen med Steve Jobs og Bill Gates, der har beriget vores verden og vores samfund. Eller, i realiteten, som geniet, der skabte et digitalt monster, der ødelægger vore demokratier og samfund.”

 

Mark Sinclair Fleeton (f. 1972) er uddannet cand.comm. og arbejder som freelancejournalist og skribent og redaktør for RÆSON. Han har i en årrække arbejdet som kommunikationsrådgiver med særligt fokus på sociale medier.

Bragt på raeson.dk den 1. juni 2018

Hellere i fængsel end død

Eller historien om handicapaktivisterne, der fik stoppet Trumps forsøg på at fjerne Obamacare

”No cuts to Medicaid! No cuts to Medicaid!” Aktivister bæres eller køres i kørestole ud fra Capitol bygningen i Washington med højlydte kampråb. Udenfor bygningen får demonstranterne låst hænderne med strips bag på kørestolen. Det er dramatiske billeder på videoen fra Washington post den 22. juni 2017. billederne er fra en aktion af gruppen ADAPT udenfor den demokratiske senator, Mitch McConnells kontor. En demonstrant siger til avisen: ”Millioner af mennesker med handicap er afhængige af Medicaid. Uden vil de dø.  Der er store beskæringer af Medicaid, der vil resultere i at mennesker med handicap vil blive tvunget på plejehjem og i sidste ende dø der. Helt ærligt vil jeg hellere i fængsel end dø.”

Præsident Trump fik for nyligt nedstemt sit forsøg på at nedlægge, det der populært bliver kaldt Obamacare, men som i realiteten hedder Affordable Care Act (ACA). I danske og mange amerikanske medier blev æren eller skylden tillagt Republikaneren John McCain, der i sidste øjeblik skiftede side. I virkeligheden er billedet mere nuanceret og en af hovedaktørerne synes at være forsvundet fra nyhedsstrømmen. Handicap aktivistgruppen ADAPT har en lang historie med at protestere mod diskrimination mod mennesker med handicap og det er i høj grad deres fortjeneste, at der er kommet opmærksomhed omkring konsekvenserne af besparelser og fjernelse af Obamacare.

Siden den nuværende republikanske leder i Senatet, Paul Ryan, i 2011 forslog nedskæringer af Medicaid ordningen har ADAPT været på barrikaderne fordi nedskæringerne vil have store konsekvenser for mange amerikanerne, men i særligt grad for dem med et handicap. I en pressemeddelelse efter en aktion tidligere på året skrev ADAPT:

”Vi opfordrer ligeledes hele gruppen af mennesker med handicap til forsat at protestere mod Republikanske senatorer og det Republikanske parti, der har gjort det klart, at de forventer at handicappede amerikanere skal betale for en skattelettelse til de rige med vores helbred, frihed og liv. Hvis vi ikke får sat en stopper for dette lovforslag vil talrige mennesker med handicap opleve at blive spærret inde – præcis som disse aktivister – men uden støtten fra så mange amerikanere, der står vagt om dem. I stedet vil de dø i ubemærkethed bag institutionens vægge.”

Og det er det, det handler om for medlemmerne i ADAPT. De mener, at nedskæringerne i Medicaid bogstaveligt talt vil betyde døden for mange handicappede i USA.

Medicaid og Obamacare betyder liv eller død for mange mennesker i USA

Medicaid blev skabt i 1965 med tilføjelsen af Title XIX (19) til Social Security-loven fra 1935. Medicaid betød, at den føderale regering i Washington sendte midler til delstaterne, der skulle gøre det muligt, at tilbyde sundhedsforsikring til en række mindrebemidlede borgere og borgere med handicap. Ordningen blev dog gjort frivillig for staterne og derfor var det begrænset, hvor mange, der fik glæde af ordningen. Med Obamacare fik millioner af Amerikanere pludselig en sundhedsforsikring, da de med loven blev omfattet af Medicaid-ordningen.

ADAPT aktivisterne protesterer over to ting. Republikanerne i Senatet med Speaker of the House Paul Ryan og Majority Leader Senator Mitch McConnell i spidsen har i deres budgetforslag forslået store besparelser på Medicaid og dermed de tilskud til staternes sundhedsvæsener, som tilbyder Medicaid til deres borgere. Det betyder nedskæringer i de midler, der er med til at finansiere, at mennesker med handicap kan bo for sig selv og ikke på institutioner, som ADAPT-aktivisterne sidestiller med at være fængslet.

Trump-administrationens forslag til at fjerne ACA betyder at millioner af amerikanere med lav indkomst ikke længere vil være omfattet af Medicaid og vil således ikke have muligheden for at få hjælp til at bo for sig selv. Trumpcare, som forslaget hurtigt er blevet døbt, betyder også ændringer i selve strukturen i tilskuddene til delstaterne. Hvis forslaget gennemføres vil en stor del af tilskuddene blive udbetalt i blokke, som staterne selv skal administrere. Midlerne vil ikke længere være øremærket til hjælp til fx mennesker med handicap.

Denver 9

Tidligere på året blev aktivister fra ADAPT arresteret uden for Capitol bygningen, hvor de også protesterede og budget nedskæringer og Trumpcare. Pressemeddelelsen citeret tidligere i artiklen blev udsendt efter ni ADAPT aktivister havde siddet fængslet i mere end 24 timer i Denver efter en 59 timers ”sit in” på Senator Cory Gardners kontor. ADAPT, der har et af sine hovedkvarterer i Denver, havde gennem et stykke tid forsøgt at kontakte Senator Gardner uden held. ”Sit in” aktionen fik heller i senatoren i tale, men genererede derimod en del medieomtale.

I Kenosha, Wisconsin, hvor Paul Ryan er valgt og har sit kontor, og i nærliggende Racine har der ligeledes været aktioner og ADAPT har været på gaden med deres budskab om ”attendant care” dvs. ydelser, der gør det muligt for mennesker med handicap at bo for sig selv. Protesterne i Wisconsin har været meget fokuseret på de begrænsede muligheder budget nedskæringer vil betyde for mennesker med handicap, der gerne vil bo for selv, som Medicaid og Obamacare giver mulighed for.

Muligheden for at bo for sig selv og ikke være tvunget til at bo på en institution eller ”independent livng”, som det hedder i USA har altid været kernen i ADAPTs arbejde. Organisationen har sit udspring i en af de mange organisationer, der arbejder med independent living. Efter at have oplevet modviljen mod at lade mennesker med handicap flytte ud fra institutionerne og leve deres eget liv, var præst og socialarbejder Wade Blank i 1974 med til at stifte The Atlantis Community, der er et af de ældste independent living centre i USA. Men udflytningen satte også fokus på de barrierer, der opstår for mennesker med handicaps muligheder for at leve et ”normalt” liv.  Derfor opstod gruppen, der kaldte sig selv ”Gang of Nineteen” (nittenbanden), der blev kernen i ADAPT. Americans Disabled for Accessible Public Transit så dagens lys i 1983 og fokus var at gøre den offentlige transport tilgængelig og metoden var aktioner i det offentlige rum. Kørestolsbrugere blokerede en bus foran og bagved og en gruppe kørestolsbrugere forlod herefter deres kørestole og kravlede ind i bussen for på dramatisk vis at understrege deres budskab.

ADA er grundlaget

I 1990 blev American Disability Act (ADA) vedtaget af Repræsentanternes Hus og underskrevet af daværende præsident George W. Bush. ADA betød bla. at det blev lovpligtigt at alle offentlige busser – lokale såvel som langdistance Greyhound-busser, skulle være forsynet med lift til kørestole. Men ADA handler om meget mere end lift i busser. Det er lovgivning, der specifikt skal sikre mennesker mod handicap imod diskrimination. ADA har bla. sikret, at mennesker med handicap har en ret til at leve for sig selv og ikke på institution, hvis det overhovedet er muligt. Den såkaldte Olmstead-dom fra Højesteret i 1999 fastslog, at ADA sikrer denne rettighed. Sagen drejede sig om to mentalt handicappede kvinder fra Atlanta, der på trods af en vurdering af, at deres behandling var bedre hjulpet ved, at de boede for sig selv og ikke på institution, så mente man ikke, at de var omfattet af ADAs rettigheder. Dommen slog fast, at mentalt handicappede også er omfattet af ADA. Den bredere konsekvens af dommen og grunden til, at den bliver flittigt brugt af handicapbevægelsen er, at den slår fast at alle mennesker med handicap er omfattet og ADA og dermed retten til ikke at bo på en institution medmindre det er absolut nødvendigt.

Disability rights movement

De resultater, som organisationer som ADAPT opnår er til glæde for mange andre end mennesker med handicap. Lavere kantsten, ramper, undertekster, tolkning på tv, elevatorer osv. er til glæde for alle mennesker. Derfor arbejder aktivister i ADAPT ofte indenfor flere bevægelser. Robyn Powell, der er handicap rettigheds advokat, er en af disse aktivister, der arbejder for at handicaprettigheder ikke ses som noget enkeltstående, men som del af borgerrettigheder og menneskerettigheder i det hele taget. Powell, der samtidigt er dybt involveret i kampen for kvinders rettigheder skrev i august måned til netmagasinet ”DAME Magazine”: ”Uheldigvis udelades mennesker med handicap alt for ofte fra andre bevægelser eller er som noget man kommer i tanke om efterfølgende.” Powells indlæg havde overskriften ”Disability Activists Have Been Fighting For All of Us All Along” – Handicap aktivister har kæmpet for as alle sammen hele tiden.

 

 

 

Blodet i sneen på Tunnelgatan

Kl. er omkring 23.21 den 28. februar 1986. På Tunnelgatan i Stockholm et lille stykke fra Sveavägen, vokser gruppen af mennesker langsomt omkring et tragisk sceneri. På fortovet sidder en kvinde med sin mand i armene og fra et skudsår i hans ryg flyder livet langsomt ud af hans krop. Ved et lykketræf kommer en ambulance forbi ca. 7 minutter senere og kvinden og hendes døende mand køres til Sabbatbergs hospitalet. Desværre er anstrengelserne skønne spildte kræfter og han dør et par minutter over midnat.

Men det er mere end bare en svensk mand, der dør på hospitalet den nat og det er mere en blod der løber ud på Tunnelgaten. Det er en del af selve den svenske folkesjæl, der dør og traumet og smerten er stadigt en del af Sverige den dag i dag.

Manden på gaden er Oluf Palme og blodet der rinder ud af hans krop er selve den idealisme, der har drevet det projekt, som han stod for som statsminister. Det intense had, som han har skabt til sig selv i nogen kredse har fundet et konkret udløb.

Det, der står tilbage er dels et ikon på en svensk statsleder med internationalt format og dels en mordgåde, som den dag i dag ikke er løst. Måske på grund af svensk politis inkompetence i opklaringsarbejdet og måske fordi kræfter i samfundet ikke ønsker det opklaret.

Men mordgåden har nok, selvom den er interessant og muligvis også emne for senere indlæg på denne blog, fået lov til at overskygge historien om mennesket Palme og i højere grad givet næring til myten om Palme.

I dag fremstår Olof Palme som den ultimative socialdemokrat, men der var intet i hans baggrund, der syntes at tale for den fremtid. Tværtimod var Olof Palme ud af en adelig slægt, han var løjtnant (af reserven) i Livregimentets husarer og indtil midt i fyrrerne skrev han artikler for højreavisen Svenska Dagbladet.

Olof Palme sagde selv, at det var tre begivenheder i hans liv, der gjorde, at han blev socialdemokrat. Det var skattedebatten i Stockholms koncerthus i 1947 mellem socialdemokraten Ernst Wigforss, højrepartiets Jarl Hjalmarson og folkepartiets Elon Andersson. Den anden var hans ophold i USA i forbindelse med hans studier i 1948, hvor han for første gang så de enorme klasseskel i samfundet. Den tredje begivenhed, der ændrede Palmes verdenssyn var en rejse til Asien i 1953, hvor han blev konfronteret med imperialismens konsekvenser.

Oluf Palme gør lynkarriere som politiker og baggrunden skal findes i hans aktiviteter som studerende. Som 22 årig blev han i 1949 ansat som sekretær for studenterorganisationen SFS internationale udvalg og her fik han til opgave at sprænge den internationale studenterorganisation IUS, der var fuldstændigt kontrolleret af kommunister.

Det har han vældig succes med og under CIAs vågne øje stiftes en ny verdensorganisation for demokratiske og tredjeverdenslande. I 1950 vælges han først som international formand og herefter til formand for alle svenske studerende.

I sin bog ”Oluf Palme – en aristokratisk socialdemokrat” beskriver Henrik Berggren, hvordan studenterbevægelsen i høj grad var styret af en skam over, at den i trediverne havde været præget at reaktionære og man følte at man havde svigtet.

”Det, Palme skitserede, var et alternativ til pinefuld selvransagelse og en endeløs debat om skyld – nemlig at genoprette Sveriges moralske ære gennem humanitær bistand, støtte til demokratibevægelser og aktiv flygtningehjælp”, skriver Beggren.

Efter eksamen i 1951 i Jura bliver han ansat i den svenske militære efterretningstjeneste, men daværende statsminister Tage Erlander har fået øje på den visionære unge mand og han tilknyttes sideløbende med sit arbejde for efterretningstjenesten statsministeriet som Erlanders personlige sekretær.

I 1958 vælges han for første gang til Riksdagen og beklæder i den kommende periode adskillige ministerposter. Fra 1963-65 er han statsråd, fra 1965-67 Kommunikationsminister, fra 1967-68 ecklesiastikminister, herefter skifter ministeriet navn til uddannelsesministeriet og Palme fortsætter som uddannelsesminister til 1969.

I 1969 træder Tage Erlander tilbage og Olof Palme tiltræder som hans efterfølger på statsministerposten, som han herefter beklæder i to perioder fra 1969-76 og igen fra 1982-86.

Som regeringsleder gør han sin linje som studenterleder til regeringens program. Skammen og den dårlige samvittighed og fortiden gør at han på internationalt plan kan ophæve Sverige til at være hele verdens dårlige samvittighed.

Det var dog også denne linje, der var med til at bringe ham på kant med både andre nationer og med grupperinger internt i Sverige.

”De starka känslorna kring Palmes person berodde till stor del på hans utrikespolitiska stälningstagandan, till eksempel för Kuba under Fidel Castro, för Chiles president Salvador Allende, mot den sovjetiska interventionen som slog ned Pragvåren, mot Francoregimen i Spanien (”satans mördare”, som han kallade regimen) men också mot USA för dess inblandning i Vietnamkriget. Efter det berömda jultalet 1972, då han bland annat jämförde bombningarna av Hanoi med nazisternas illdåd i Oradour-sur-Glane, lät Vita Huset ambassadadörposten i Stockholm stå tom under en tid.” Kilde: Wikipedia

Specielt hans kritiske linje overfor Apartheid-regimet i Sydafrika gjorde ham upopulær hos den amerikanske præsident Ronald Reagan, den britiske premierminister Margaret Thatcher og samtidigt i store dele af den svenske højrefløj.

Den danske journalist Paul Schmidt, der har skrevet bogen ”Olof Palme – den endelige opklaring”, gør i et interview til Information den 23. februar i år opmærksom på, at personen Palme nok er gået lidt tabt i glansbilledet, der efterfølgende er blevet historie.

”Han gravede grøfter, hvor det ikke var nødvendigt. Når han diskuterede med politiske modstandere, kunne han være så ubegribeligt ondskabsfuld og sarkastisk, han fornærmede dem i sådan en grad, at det gik ud over senere politiske forhandlinger. Det var meget uklogt, men det er ikke noget, man husker ham for nu. På mange måder fik Sverige en mere civiliseret omgang på Riksdagen efter hans død; der var pludselig ikke længere en unødigt hård tone i svensk politik, ” siger Paul Smith.

Henrik Berggren har ligeledes til Information udtalt: ”Han var naturligvis glorificeret i årene efter sin død, men det interessante ved ham er, at han både var en moralsk politiker, samtidig med at være ganske hård og resultatorienteret, og det synes jeg ikke, man har talt så meget om. Han var både missionær, moralsk og pragmatisk. Han ville ikke bare skrive artikler om Vietnam, han ville stoppe krigen.”

Der er ingen tvivl om at Olof Palme var et komplekst menneske, der sprængte både personlige og politiske rammer, men når vi tænker tilbage, så er hans handlinger og holdninger vel nok det afgørende og skyggesiderne og svaghederne blot kuriositeter til at krydre myten med.

Der er stadigt meget vi kan lære af dette i hvert på nogle punkter kompromisløse menneske og ekkoet af hans ord klinger stadigt den dag i dag:

”Folkets längtan efter frihet kan i det långe loppet inte slås ned. Den kommer att leva och segra till sist.”

 

Udgivet første gang 14. marts 2011 på bloggen “Overkanten”

Manden der byggede Florida – del 2

Marys død havde en stærk indflydelse på den karismatiske erhvervsmand, Henry Morrison Flagler. Ikke blot havde han mistet sin livsledsager, men samtidigt stod han pludseligt alene med deres 11-årige søn. Deres datter var gift og boede sammen med sin mand. For at kunne bruge mere tid sammen med sin søn købte han en større ejendom i Mamaroneck, New York, kaldet “Satan’s Toe” og han fik sin søster til at flytte ind og hjælpe til med sønnens opdragelse.

“Satans Toe” var et 40-rums landsted og Flagler satte sig selv i spidsen for renoveringen af hele ejendommen. For første gang oplevede han, at noget andet end arbejde kunne være tilfredsstillende. Byggeprojektet høstede Flagler anerkendelse fra venner og kolleger for renoveringen.

Kongressen var begyndt at interessere sig for forskellige virksomheder, som man mente drev deres forretning på en uetisk måde. Her var det naturligt, at man fokuserede på verdens mest succesfulde virksomhed Standard Oil. Flagler måtte vidne foran en kongres-komité og samtidigt måtte han se sig selv skildret som røver baron i aviserne, der svælgede i rygterne om Standard Oils hårdhændede forretningsmetoder.

Flagler giftede sig snart igen. Han havde mødt Ida Alice Shourds mens hans kone stadigt levede og selvom forretningerne kom lidt i vejen, så kunne de et par måneder forsinket tage på bryllupsrejse til Jacksonville, hvor han havde tilbragt meget tid med Mary. I forbindelse med rejsen tog de nygifte på en lille tur til historiske St. Augustine. Her blev de i flere måneder. Det milde klima, palmer og de blomstrende appelsin-plantager var for de to nordfra, som at komme til paradis.

Flagler så straks muligheder og i St. Augustine byggede han sit første luksus-hotel. Han tog selv ledelsen på byggeprojektet og indrettede hotellet fuldstændigt, som han selv ville ønske det. “Ponce de Leon” blev en kæmpesucces fra åbningen – endnu engang havde Flaglers sans for forretning slået til. Ikke bare var placeringen i den gamle spanske by ideel og det samme var tiden. I perioden mellem borgerkrigen og det store krak i 1929 var en gylden tid for mange amerikanere og den økonomiske overklasse, der skulle feriere på Flaglers luksushotel var til stede og villige til at bruge pengene.

“Ponce de Leon” var det første i en længere række luksushoteller som Henry Flagler lod opføre på den amerikanske østkyst. Byggeriet i St. Augustine fik dog samtidigt hans øjne op for at infrastrukturen lod noget tilbage at ønske. Der var stort set ikke bygget jernbaner i Florida siden borgerkrigen, der havde betydet, at stort set alle jernbaneselskaber var gået konkurs og det, der var bygget var på ingen måde reguleret og resultatet var, at man ingen samordning havde mellem de forskellige jernbaner. Fx når det faldt spor, så var der ingen sammenhæng i type eller afstand mellem sporende. For at transportere byggematerialer over en længere strækning havde man derfor valget mellem at ombygge aksler og hjul på vognene eller laste materialerne over i andre vogne.

Jernbanejerne var ikke til at tale med om transportproblemerne, så Flagler købte simpelthen jernbanestrækningen mellem Jacksonville og St. Augustine. Han anlagde en bro over St. Johns floden på trods af, at mange sagde, at det var umuligt. Endeligt opkøbte han det lille stykke jernbane ved Jacksonville og forlængede det til Jacksonville Beach, hvor han anlagde en større industrihavn.

Om Henry M. Flaglers vision nu var fuldt udviklet er ikke til at sige, men snart skød hoteller op langs Floridas kyster ved Ormond Beach og Daytona Beach og snart groede nye større bysamfund op fra de eksisterende små bosættelser på stedet.

I 1892 havde han besøgt landsbyen Palm Beach og her havde han sat sig for at bygge endnu et luksusferiested for de meget rige. Og snart var beslutningen truffet om, at udbygge jernbanen helt til Miami.

Beslutningen om at bygge Panamakanalen og bygningen af en dybhavshavn i Tampa fik Henry Flagler til at annoncere, at han agtede, at bygge en jernbane helt til Key West, hvor han ville bygge sin egen dybhavshavn og udnytte den nye trafik i området.

Hvor Flagler tidligere havde været en skurk i det almindelige folks øjne, så havde hans hotel- og jernbanebyggerier og de deraf følgende opblomstringer af de omkringliggende områder i Florida vundet ham et ry som statens velgører. Men hans nye projekt var dog for meget i manges øjne. Man mente simpelthen ikke, at det var muligt.

Flaglers egen vision var at bygge bro over store områder i keys for at forkorte ruten så meget som muligt. Hans tanke var noget i retning af de romerske akvædukter som basis for brodesignet. Sagkundskaben fnøs af idéen og når han blev spurgt hvordan det skulle kunne lade sig gøre, svarede Flagler lakonisk: “En bue ad gangen”. Meget typisk for Flagler, der var en mand af få ord. I 1905 påbegyndtes bygningen af jernbanen.

På hjemmefronten var tingene dog ikke så fantastiske. Ida Alice viste sig at være psykisk ustabil og efter trusler mod Flagler og et angreb på en læge med et knivsæt, måtte Flagler indse, at han ikke kunne håndtere at have Ida Alice i deres hjem og hun blev permanent indlagt på et asyl. I 1899 lykkedes det Flagler at få en skilsmisse – han havde mødt Mary Lilly, 34, som han nu giftede sig med i en alder af 71 år. Mary Lilly var ikke mindst intellektuelt hans lige og de to var lykkeligt gift frem til Flaglers død.

Jernbanen fra Miami til Key West var et mesterstykke af ingeniørarbejde, men det var kompliceret og ikke mindst to orkaner gjorde, at arbejdet blev sat markant tilbage. Orkanerne og store problemer med rekruttering af mandskab betød dog at de mænd, der tog arbejde på jernbanebyggeriet med tiden fik vældigt gode arbejdsforhold og i projektets sidste år havde man ikke længere problemer med at rekruttere folk.

De arbejdende på banen og ikke mindst hans øverste ledere af projektet havde med tiden udviklet en ubetinget loyalitet overfor Flagler. Alderen og det noget usædvanlige projekt var dog begyndt at kræve sit af Henry M. Flagler og i 1911 Forhørte Flaglers højre hånd og øverste manager på projektet, Joseph Parrot sig til chefingeniøren William Krome og spurgte, om man på nogen måde kunne være færdige til den 2. januar 1912. Parrot var begyndt at bekymre sig om, om Flagler ville holde til at se sit projekt færdiggjort.

Det lykkedes ikke helt, men den 22. januar 1912 kunne Flagler som den første køre ind på stationen i Key West.

Henry M. Flagler døde i maj 1913 efter et fald på badeværelset.

Jernbanen til Key West blev en kæmpe succes i forhold til passagerer, men da Flagler aldrig fik tilladelsen til at bygge sin dybhavshavn og importen fra de karibiske lande og Cuba ikke rigtigt udviklede sig, så gik det ikke så godt for Flaglers selskab Florida East Coast Railway (FEC).

I 1935 ramtes Florida af den hidtil voldsomste orkan – også større end Andrew, som mange måske vil kunne huske. Ødelæggelserne blev dødsstødet til den såkaldte “Key West extension.” FEC havde ikke pengene til at genopbygge.

Oprindeligt udgivet den 29. december 2011 på “Orlando Orbiter” – rejseblog fra Florida rejse

Manden der byggede Florida – del 1

Kom hviledagen i hu… og helst et sted på Florida Keys om muligt. Og hvad kan være bedre end en dag på stranden i palmernes skygge med en god bog. Det skader heller ikke, hvis den bog er en lille smule relevant for rejsen. Under vores besøg på Key West faldt jeg over en lille undseelig paperback ved navn “ Last Train To Paradise” af Les Standiford. En bog om en af Floridas store eventyr og store tragedier.

De fleste har hørt om John D. Rockefeller og hans firma Standard Oil, men udenfor USA er jeg ikke sikker på, hvor kendt navnet Henry Morrison Flagler er i dag. Ikke desto mindre var de to partnere og opbyggede Standard Oil sammen.

Som 14-årig forlod Henry Flagler familien og fattigdommen i den nordlige del af New York State for at arbejde i hans onkels General Store i det nordlige Ohio. Måske på grund af hans fattige, presbyritanske baggrund var Flagler hårdtarbejdende og meget seriøs omkring hans arbejde og arbejdede gerne over i stedet for at bruge weekenden sammen med sine venner. Hans arbejde fik ham ind i salg af korn og med sin sædvanlige ildhu lærte unge Flagler alt om kornbranchen og kornbranchen gav ham gode forbindelser til investorer og konkurrenter, der senere skulle blive værdifulde.

Borgerkrigen var stimulerende for kornhandlen og Flagler skabte sig en mindre formue i den forbindelse. Forretningen var vigtigere end krigen for Flagler også selvom han var modstander af slaveriet. Men successen begyndte også så småt at kede Flagler og han kastede hele sin formue og et tilsvarende lånt beløb ind i salt. Borgerkrigens slutning fik priserne til at styrkdykke og Flagler mistede alt og stod tilbage med en gæld. Med lån fra familien fik han betalt sin gæld og med en smule penge fra sin svigerfar flyttede han og konen, Mary, til Cleveland.

I Cleveland overtog han et job fra sin gamle ven og kollega fra kornbranchen, John D. Rockefeller. De to boede på samme gade og arbejdede i samme bygning, så som oftest fulgtes de to på arbejde og diskuterede deres store interesse: at tjene penge. Rockefeller var gået ind i oliebranchen og han var den ideelle forretningsleder, men han var ikke god til at læse markedet og her var det han havde opdaget Flaglers talenter på netop dette område. Derudover var Flagler ni år ældre end Rockefeller, han var høj og så generelt godt ud. Han havde en imponerende manke af hår og en ikke mindre imponerende moustache og han udstrålede selvtillid og troværdighed. Det var starten på et af historiens mest succesfulde partnerskaber.

Flaglers sans for markedet fortalte ham hurtigt, at nøglen til succes i branchen lå i at reducere transportudgifterne. Ved at garantere jernbane transportfirmaerne regelmæssige og store leverancer af olie fik han lokket store rabatter ud af dem og skabte Flagler basis for Standard Oils succes. Ved en kombination af bestikkelser og trusler (almindeligt accepterede forretningsmetoder) satte han de fleste konkurrenter ud af spillet.

Men succesen var ikke uden konsekvenser. Mary havde længe lidt af de, lægerne mente var kronisk bronkitis. Det blev absolut ikke bedre, da Rockefeller og Flagler flyttede sammen med selskabet til New York i 1877. Flagler havde altid været et meget privat menneske og hans kones sygdom havde gjort, at al den tid han ikke brugte på arbejde, var han sammen med hende.

At Mary fik konstateret tuberkulose, var starten på, en ændring ikke blot i Flaglers privatliv, men ikke mindst i hans arbejdsliv. For at bedre hendes tilstand søgte familien så langt sydpå som muligt. Lægerne havde foreslået at familien tilbragte vinteren i Florida, men da de rejste med tog, gik rejsen kun så langt som til Jacksonville. De følgende år tilbragte familien mere tid i Jacksonville indtil Mary døde i 1881.

Marys død kombineret med det faktum, at befolkningen og politikerne i stigende grad så skævt til forretningsfolk, som Flagler og Rockefeller gjorde, at Flagler søgte nye veje. Uden at nødvendigvis være bevidst om det, var han på vej til at ændre sig fra en akkummulator til en skaber og giver.

Henry Morrison Flagler var manden, der skulle få Florida på landkortet.

 

Oprindeligt udgivet 26. december 2011 på “Orlando Orbiter”- rejseblog fra tur til Florida.

« Ældre indlæg