Jeg er historiefortæller - Skal jeg fortælle din historie?

Kategori: Rejser

Blodet i sneen på Tunnelgatan

Kl. er omkring 23.21 den 28. februar 1986. På Tunnelgatan i Stockholm et lille stykke fra Sveavägen, vokser gruppen af mennesker langsomt omkring et tragisk sceneri. På fortovet sidder en kvinde med sin mand i armene og fra et skudsår i hans ryg flyder livet langsomt ud af hans krop. Ved et lykketræf kommer en ambulance forbi ca. 7 minutter senere og kvinden og hendes døende mand køres til Sabbatbergs hospitalet. Desværre er anstrengelserne skønne spildte kræfter og han dør et par minutter over midnat.

Men det er mere end bare en svensk mand, der dør på hospitalet den nat og det er mere en blod der løber ud på Tunnelgaten. Det er en del af selve den svenske folkesjæl, der dør og traumet og smerten er stadigt en del af Sverige den dag i dag.

Manden på gaden er Oluf Palme og blodet der rinder ud af hans krop er selve den idealisme, der har drevet det projekt, som han stod for som statsminister. Det intense had, som han har skabt til sig selv i nogen kredse har fundet et konkret udløb.

Det, der står tilbage er dels et ikon på en svensk statsleder med internationalt format og dels en mordgåde, som den dag i dag ikke er løst. Måske på grund af svensk politis inkompetence i opklaringsarbejdet og måske fordi kræfter i samfundet ikke ønsker det opklaret.

Men mordgåden har nok, selvom den er interessant og muligvis også emne for senere indlæg på denne blog, fået lov til at overskygge historien om mennesket Palme og i højere grad givet næring til myten om Palme.

I dag fremstår Olof Palme som den ultimative socialdemokrat, men der var intet i hans baggrund, der syntes at tale for den fremtid. Tværtimod var Olof Palme ud af en adelig slægt, han var løjtnant (af reserven) i Livregimentets husarer og indtil midt i fyrrerne skrev han artikler for højreavisen Svenska Dagbladet.

Olof Palme sagde selv, at det var tre begivenheder i hans liv, der gjorde, at han blev socialdemokrat. Det var skattedebatten i Stockholms koncerthus i 1947 mellem socialdemokraten Ernst Wigforss, højrepartiets Jarl Hjalmarson og folkepartiets Elon Andersson. Den anden var hans ophold i USA i forbindelse med hans studier i 1948, hvor han for første gang så de enorme klasseskel i samfundet. Den tredje begivenhed, der ændrede Palmes verdenssyn var en rejse til Asien i 1953, hvor han blev konfronteret med imperialismens konsekvenser.

Oluf Palme gør lynkarriere som politiker og baggrunden skal findes i hans aktiviteter som studerende. Som 22 årig blev han i 1949 ansat som sekretær for studenterorganisationen SFS internationale udvalg og her fik han til opgave at sprænge den internationale studenterorganisation IUS, der var fuldstændigt kontrolleret af kommunister.

Det har han vældig succes med og under CIAs vågne øje stiftes en ny verdensorganisation for demokratiske og tredjeverdenslande. I 1950 vælges han først som international formand og herefter til formand for alle svenske studerende.

I sin bog ”Oluf Palme – en aristokratisk socialdemokrat” beskriver Henrik Berggren, hvordan studenterbevægelsen i høj grad var styret af en skam over, at den i trediverne havde været præget at reaktionære og man følte at man havde svigtet.

”Det, Palme skitserede, var et alternativ til pinefuld selvransagelse og en endeløs debat om skyld – nemlig at genoprette Sveriges moralske ære gennem humanitær bistand, støtte til demokratibevægelser og aktiv flygtningehjælp”, skriver Beggren.

Efter eksamen i 1951 i Jura bliver han ansat i den svenske militære efterretningstjeneste, men daværende statsminister Tage Erlander har fået øje på den visionære unge mand og han tilknyttes sideløbende med sit arbejde for efterretningstjenesten statsministeriet som Erlanders personlige sekretær.

I 1958 vælges han for første gang til Riksdagen og beklæder i den kommende periode adskillige ministerposter. Fra 1963-65 er han statsråd, fra 1965-67 Kommunikationsminister, fra 1967-68 ecklesiastikminister, herefter skifter ministeriet navn til uddannelsesministeriet og Palme fortsætter som uddannelsesminister til 1969.

I 1969 træder Tage Erlander tilbage og Olof Palme tiltræder som hans efterfølger på statsministerposten, som han herefter beklæder i to perioder fra 1969-76 og igen fra 1982-86.

Som regeringsleder gør han sin linje som studenterleder til regeringens program. Skammen og den dårlige samvittighed og fortiden gør at han på internationalt plan kan ophæve Sverige til at være hele verdens dårlige samvittighed.

Det var dog også denne linje, der var med til at bringe ham på kant med både andre nationer og med grupperinger internt i Sverige.

”De starka känslorna kring Palmes person berodde till stor del på hans utrikespolitiska stälningstagandan, till eksempel för Kuba under Fidel Castro, för Chiles president Salvador Allende, mot den sovjetiska interventionen som slog ned Pragvåren, mot Francoregimen i Spanien (”satans mördare”, som han kallade regimen) men också mot USA för dess inblandning i Vietnamkriget. Efter det berömda jultalet 1972, då han bland annat jämförde bombningarna av Hanoi med nazisternas illdåd i Oradour-sur-Glane, lät Vita Huset ambassadadörposten i Stockholm stå tom under en tid.” Kilde: Wikipedia

Specielt hans kritiske linje overfor Apartheid-regimet i Sydafrika gjorde ham upopulær hos den amerikanske præsident Ronald Reagan, den britiske premierminister Margaret Thatcher og samtidigt i store dele af den svenske højrefløj.

Den danske journalist Paul Schmidt, der har skrevet bogen ”Olof Palme – den endelige opklaring”, gør i et interview til Information den 23. februar i år opmærksom på, at personen Palme nok er gået lidt tabt i glansbilledet, der efterfølgende er blevet historie.

”Han gravede grøfter, hvor det ikke var nødvendigt. Når han diskuterede med politiske modstandere, kunne han være så ubegribeligt ondskabsfuld og sarkastisk, han fornærmede dem i sådan en grad, at det gik ud over senere politiske forhandlinger. Det var meget uklogt, men det er ikke noget, man husker ham for nu. På mange måder fik Sverige en mere civiliseret omgang på Riksdagen efter hans død; der var pludselig ikke længere en unødigt hård tone i svensk politik, ” siger Paul Smith.

Henrik Berggren har ligeledes til Information udtalt: ”Han var naturligvis glorificeret i årene efter sin død, men det interessante ved ham er, at han både var en moralsk politiker, samtidig med at være ganske hård og resultatorienteret, og det synes jeg ikke, man har talt så meget om. Han var både missionær, moralsk og pragmatisk. Han ville ikke bare skrive artikler om Vietnam, han ville stoppe krigen.”

Der er ingen tvivl om at Olof Palme var et komplekst menneske, der sprængte både personlige og politiske rammer, men når vi tænker tilbage, så er hans handlinger og holdninger vel nok det afgørende og skyggesiderne og svaghederne blot kuriositeter til at krydre myten med.

Der er stadigt meget vi kan lære af dette i hvert på nogle punkter kompromisløse menneske og ekkoet af hans ord klinger stadigt den dag i dag:

”Folkets längtan efter frihet kan i det långe loppet inte slås ned. Den kommer att leva och segra till sist.”

 

Udgivet første gang 14. marts 2011 på bloggen “Overkanten”

Manden der byggede Florida – del 2

Marys død havde en stærk indflydelse på den karismatiske erhvervsmand, Henry Morrison Flagler. Ikke blot havde han mistet sin livsledsager, men samtidigt stod han pludseligt alene med deres 11-årige søn. Deres datter var gift og boede sammen med sin mand. For at kunne bruge mere tid sammen med sin søn købte han en større ejendom i Mamaroneck, New York, kaldet “Satan’s Toe” og han fik sin søster til at flytte ind og hjælpe til med sønnens opdragelse.

“Satans Toe” var et 40-rums landsted og Flagler satte sig selv i spidsen for renoveringen af hele ejendommen. For første gang oplevede han, at noget andet end arbejde kunne være tilfredsstillende. Byggeprojektet høstede Flagler anerkendelse fra venner og kolleger for renoveringen.

Kongressen var begyndt at interessere sig for forskellige virksomheder, som man mente drev deres forretning på en uetisk måde. Her var det naturligt, at man fokuserede på verdens mest succesfulde virksomhed Standard Oil. Flagler måtte vidne foran en kongres-komité og samtidigt måtte han se sig selv skildret som røver baron i aviserne, der svælgede i rygterne om Standard Oils hårdhændede forretningsmetoder.

Flagler giftede sig snart igen. Han havde mødt Ida Alice Shourds mens hans kone stadigt levede og selvom forretningerne kom lidt i vejen, så kunne de et par måneder forsinket tage på bryllupsrejse til Jacksonville, hvor han havde tilbragt meget tid med Mary. I forbindelse med rejsen tog de nygifte på en lille tur til historiske St. Augustine. Her blev de i flere måneder. Det milde klima, palmer og de blomstrende appelsin-plantager var for de to nordfra, som at komme til paradis.

Flagler så straks muligheder og i St. Augustine byggede han sit første luksus-hotel. Han tog selv ledelsen på byggeprojektet og indrettede hotellet fuldstændigt, som han selv ville ønske det. “Ponce de Leon” blev en kæmpesucces fra åbningen – endnu engang havde Flaglers sans for forretning slået til. Ikke bare var placeringen i den gamle spanske by ideel og det samme var tiden. I perioden mellem borgerkrigen og det store krak i 1929 var en gylden tid for mange amerikanere og den økonomiske overklasse, der skulle feriere på Flaglers luksushotel var til stede og villige til at bruge pengene.

“Ponce de Leon” var det første i en længere række luksushoteller som Henry Flagler lod opføre på den amerikanske østkyst. Byggeriet i St. Augustine fik dog samtidigt hans øjne op for at infrastrukturen lod noget tilbage at ønske. Der var stort set ikke bygget jernbaner i Florida siden borgerkrigen, der havde betydet, at stort set alle jernbaneselskaber var gået konkurs og det, der var bygget var på ingen måde reguleret og resultatet var, at man ingen samordning havde mellem de forskellige jernbaner. Fx når det faldt spor, så var der ingen sammenhæng i type eller afstand mellem sporende. For at transportere byggematerialer over en længere strækning havde man derfor valget mellem at ombygge aksler og hjul på vognene eller laste materialerne over i andre vogne.

Jernbanejerne var ikke til at tale med om transportproblemerne, så Flagler købte simpelthen jernbanestrækningen mellem Jacksonville og St. Augustine. Han anlagde en bro over St. Johns floden på trods af, at mange sagde, at det var umuligt. Endeligt opkøbte han det lille stykke jernbane ved Jacksonville og forlængede det til Jacksonville Beach, hvor han anlagde en større industrihavn.

Om Henry M. Flaglers vision nu var fuldt udviklet er ikke til at sige, men snart skød hoteller op langs Floridas kyster ved Ormond Beach og Daytona Beach og snart groede nye større bysamfund op fra de eksisterende små bosættelser på stedet.

I 1892 havde han besøgt landsbyen Palm Beach og her havde han sat sig for at bygge endnu et luksusferiested for de meget rige. Og snart var beslutningen truffet om, at udbygge jernbanen helt til Miami.

Beslutningen om at bygge Panamakanalen og bygningen af en dybhavshavn i Tampa fik Henry Flagler til at annoncere, at han agtede, at bygge en jernbane helt til Key West, hvor han ville bygge sin egen dybhavshavn og udnytte den nye trafik i området.

Hvor Flagler tidligere havde været en skurk i det almindelige folks øjne, så havde hans hotel- og jernbanebyggerier og de deraf følgende opblomstringer af de omkringliggende områder i Florida vundet ham et ry som statens velgører. Men hans nye projekt var dog for meget i manges øjne. Man mente simpelthen ikke, at det var muligt.

Flaglers egen vision var at bygge bro over store områder i keys for at forkorte ruten så meget som muligt. Hans tanke var noget i retning af de romerske akvædukter som basis for brodesignet. Sagkundskaben fnøs af idéen og når han blev spurgt hvordan det skulle kunne lade sig gøre, svarede Flagler lakonisk: “En bue ad gangen”. Meget typisk for Flagler, der var en mand af få ord. I 1905 påbegyndtes bygningen af jernbanen.

På hjemmefronten var tingene dog ikke så fantastiske. Ida Alice viste sig at være psykisk ustabil og efter trusler mod Flagler og et angreb på en læge med et knivsæt, måtte Flagler indse, at han ikke kunne håndtere at have Ida Alice i deres hjem og hun blev permanent indlagt på et asyl. I 1899 lykkedes det Flagler at få en skilsmisse – han havde mødt Mary Lilly, 34, som han nu giftede sig med i en alder af 71 år. Mary Lilly var ikke mindst intellektuelt hans lige og de to var lykkeligt gift frem til Flaglers død.

Jernbanen fra Miami til Key West var et mesterstykke af ingeniørarbejde, men det var kompliceret og ikke mindst to orkaner gjorde, at arbejdet blev sat markant tilbage. Orkanerne og store problemer med rekruttering af mandskab betød dog at de mænd, der tog arbejde på jernbanebyggeriet med tiden fik vældigt gode arbejdsforhold og i projektets sidste år havde man ikke længere problemer med at rekruttere folk.

De arbejdende på banen og ikke mindst hans øverste ledere af projektet havde med tiden udviklet en ubetinget loyalitet overfor Flagler. Alderen og det noget usædvanlige projekt var dog begyndt at kræve sit af Henry M. Flagler og i 1911 Forhørte Flaglers højre hånd og øverste manager på projektet, Joseph Parrot sig til chefingeniøren William Krome og spurgte, om man på nogen måde kunne være færdige til den 2. januar 1912. Parrot var begyndt at bekymre sig om, om Flagler ville holde til at se sit projekt færdiggjort.

Det lykkedes ikke helt, men den 22. januar 1912 kunne Flagler som den første køre ind på stationen i Key West.

Henry M. Flagler døde i maj 1913 efter et fald på badeværelset.

Jernbanen til Key West blev en kæmpe succes i forhold til passagerer, men da Flagler aldrig fik tilladelsen til at bygge sin dybhavshavn og importen fra de karibiske lande og Cuba ikke rigtigt udviklede sig, så gik det ikke så godt for Flaglers selskab Florida East Coast Railway (FEC).

I 1935 ramtes Florida af den hidtil voldsomste orkan – også større end Andrew, som mange måske vil kunne huske. Ødelæggelserne blev dødsstødet til den såkaldte “Key West extension.” FEC havde ikke pengene til at genopbygge.

Oprindeligt udgivet den 29. december 2011 på “Orlando Orbiter” – rejseblog fra Florida rejse

Manden der byggede Florida – del 1

Kom hviledagen i hu… og helst et sted på Florida Keys om muligt. Og hvad kan være bedre end en dag på stranden i palmernes skygge med en god bog. Det skader heller ikke, hvis den bog er en lille smule relevant for rejsen. Under vores besøg på Key West faldt jeg over en lille undseelig paperback ved navn “ Last Train To Paradise” af Les Standiford. En bog om en af Floridas store eventyr og store tragedier.

De fleste har hørt om John D. Rockefeller og hans firma Standard Oil, men udenfor USA er jeg ikke sikker på, hvor kendt navnet Henry Morrison Flagler er i dag. Ikke desto mindre var de to partnere og opbyggede Standard Oil sammen.

Som 14-årig forlod Henry Flagler familien og fattigdommen i den nordlige del af New York State for at arbejde i hans onkels General Store i det nordlige Ohio. Måske på grund af hans fattige, presbyritanske baggrund var Flagler hårdtarbejdende og meget seriøs omkring hans arbejde og arbejdede gerne over i stedet for at bruge weekenden sammen med sine venner. Hans arbejde fik ham ind i salg af korn og med sin sædvanlige ildhu lærte unge Flagler alt om kornbranchen og kornbranchen gav ham gode forbindelser til investorer og konkurrenter, der senere skulle blive værdifulde.

Borgerkrigen var stimulerende for kornhandlen og Flagler skabte sig en mindre formue i den forbindelse. Forretningen var vigtigere end krigen for Flagler også selvom han var modstander af slaveriet. Men successen begyndte også så småt at kede Flagler og han kastede hele sin formue og et tilsvarende lånt beløb ind i salt. Borgerkrigens slutning fik priserne til at styrkdykke og Flagler mistede alt og stod tilbage med en gæld. Med lån fra familien fik han betalt sin gæld og med en smule penge fra sin svigerfar flyttede han og konen, Mary, til Cleveland.

I Cleveland overtog han et job fra sin gamle ven og kollega fra kornbranchen, John D. Rockefeller. De to boede på samme gade og arbejdede i samme bygning, så som oftest fulgtes de to på arbejde og diskuterede deres store interesse: at tjene penge. Rockefeller var gået ind i oliebranchen og han var den ideelle forretningsleder, men han var ikke god til at læse markedet og her var det han havde opdaget Flaglers talenter på netop dette område. Derudover var Flagler ni år ældre end Rockefeller, han var høj og så generelt godt ud. Han havde en imponerende manke af hår og en ikke mindre imponerende moustache og han udstrålede selvtillid og troværdighed. Det var starten på et af historiens mest succesfulde partnerskaber.

Flaglers sans for markedet fortalte ham hurtigt, at nøglen til succes i branchen lå i at reducere transportudgifterne. Ved at garantere jernbane transportfirmaerne regelmæssige og store leverancer af olie fik han lokket store rabatter ud af dem og skabte Flagler basis for Standard Oils succes. Ved en kombination af bestikkelser og trusler (almindeligt accepterede forretningsmetoder) satte han de fleste konkurrenter ud af spillet.

Men succesen var ikke uden konsekvenser. Mary havde længe lidt af de, lægerne mente var kronisk bronkitis. Det blev absolut ikke bedre, da Rockefeller og Flagler flyttede sammen med selskabet til New York i 1877. Flagler havde altid været et meget privat menneske og hans kones sygdom havde gjort, at al den tid han ikke brugte på arbejde, var han sammen med hende.

At Mary fik konstateret tuberkulose, var starten på, en ændring ikke blot i Flaglers privatliv, men ikke mindst i hans arbejdsliv. For at bedre hendes tilstand søgte familien så langt sydpå som muligt. Lægerne havde foreslået at familien tilbragte vinteren i Florida, men da de rejste med tog, gik rejsen kun så langt som til Jacksonville. De følgende år tilbragte familien mere tid i Jacksonville indtil Mary døde i 1881.

Marys død kombineret med det faktum, at befolkningen og politikerne i stigende grad så skævt til forretningsfolk, som Flagler og Rockefeller gjorde, at Flagler søgte nye veje. Uden at nødvendigvis være bevidst om det, var han på vej til at ændre sig fra en akkummulator til en skaber og giver.

Henry Morrison Flagler var manden, der skulle få Florida på landkortet.

 

Oprindeligt udgivet 26. december 2011 på “Orlando Orbiter”- rejseblog fra tur til Florida.

Walt, Mortimer og den amerikanske drøm – del 1

I 1066 ankom franskmanden Robert d’Isigny til England sammen med Wilhelm Erobreren. Med tiden anglificeredes navnet til Disney…

I 1906 flyttede Elias Disney sammen med sine kone, Flora Call Disney, og sønnen, Walther Elias Disney, til Marceline, Missouri, hvor Elias’ bror Roy havde købt jord. Den unge Walther, eller Walt, som han senere skulle blive verdenskendt som, fattede her interesse for to ting: tegning og jernbaner.

Allerede i 1911, flyttede familien igen – denne gang til Kansas City, hvor Walt mødte vennen Walter Pfeiffer, der gennem sin familie introducerede Walt for vaudeville og spillefilm. Det optog meget af Walts tid, men han fik dog tid til skolen og søndagsundervisning på Kansas City Art Institute og, at tage med lillesøsteren, Ruth, med i forlystelsesparken Electric Park, der blev en af hovedinspirationerne til Walts egne temaparker.

Allerede som 16-for at melde sig frivilligt til hæren for at kæmpe i 1. Verdenskrig. Hæren afviste ham, da han var for, men det skulle stoppe Walt, der i stedet melder sig til Røde Kors og kort efter kører han ambulance i Frankrig – hvor de værste kamphandlinger nu er ovre.

Det er meget karakteristisk for denne mand, at han ikke nødvendigvis har succes i alt, hvad han gør, men at han opnår, hvad han vil – på den ene eller anden måde og det er vel netop derfor han har fået ry som en rigtig amerikaner. Han er et udtryk for den amerikanske drøm, men på en måde alle kan identificere sig med.

Familien Disney har nu slået sig ned i Chicago. Elias har investeret i fabrikken O-Zell. Arbejdet på fabrikken interesserer ikke Walt, så han vælger at flytte tilbage til Kansas og leder efter job som avistegner eller ambulancefører. Walts bror Roy har et godt, solidt bankjob og gennem en forbindelse skaffer han Walt en stilling på reklamebureauet Pesmen-Rubin Art Studio, hvor han designede reklamer til aviser, magasiner og biografer.

Her mødte han en person, der skulle blive afgørende for hans fremtid, tegnefilmstegneren, Ubbe Iwerks. Iwerks og Disney forsøgte sammen at starte deres eget tegnestudio, men det hang ikke sammen økonomisk og snart var de begge tilbage i reklamebranchen. Her fik Disney mulighed for at arbejde med simple animationer.

Disney startede igen op for sig selv og ansatte kollegaen Fred Harman og sammen skabte de Laugh-O-Gram Studio, der fik en aftale i hus om levering af små korte animationsfilm til showmanden Frank L. Newmans biografer. Newman Laugh-O-Grams blev en stor succes i Kansas City området og Disney kunne ansætte en række animatorer, heriblandt hans gamle ven Ubbe Iwerks.

Høje lønninger og for få indtægter fik dog studiet tvunget ud i en konkurs. Disneys reaktion på dette var at flytte aktiviteterne til et sted, hvor de kunne tjene mere. Walt og hus bror, Roy, samlede ressourcerne og startede et tegnefilmsstudio i Hollywood.

Første projekt var Walts ide “The Alice Comedies” baseret på Lewis Carrols “Alice i eventyrland”. Succesen var stor nok til at kunne fortsætte med figuren Oswald the Lucky Rabbit. Karakteren var opfundet af Ubbe Iwerks og var en stor succes. Desværre tilhørte rettighederne distributøren, Universal, og da man mente, at Disney var for dyr sikrede man sig størstedelen af hans tegnere og stillede ham overfor ultimatummet, at blive under nye betingelser eller miste både tegnere og rettigheder til Oswald. Faktisk var det først i 2006, at det lykkedes The Walt Disney Company at generhverve rettighederne.

Disney stod derfor igen alene bortset fra Ubbe Iwerks, der ligeledes havde takket nej til Universal. Men det var heller ikke et ringe partnerskab. Oswalds efterfølger var baseret på et kæledyr, som Walt havde haft i Kansas City. Ubbe Iwerks videreudviklede figuren fra Walts skitser. Først havde de to navngivet figuren Mortimer, men Walts kone, Lillian, mente, at navnet Mickey var langt mere pasende.

Alle Disneys film indtil nu havde været stumfilm, men efter at det ikke lykkedes at finde en distributør til de to første Mickey-film, “Plane Crazy” og “The Gallopin’ Gaucho”, kom så den 18. November 1928 Disneys første talefilm “Steamboat Willie”. Stemmen til Mickey var ingen anden end Walt selv, der fortsatte med at lægge stemme til musen frem til 1947.

Udgivet første gang på bloggen “Orlando Orbiter” d. 4. januar 2012