Manden der byggede Florida – del 1

Kom hviledagen i hu… og helst et sted på Florida Keys om muligt. Og hvad kan være bedre end en dag på stranden i palmernes skygge med en god bog. Det skader heller ikke, hvis den bog er en lille smule relevant for rejsen. Under vores besøg på Key West faldt jeg over en lille undseelig paperback ved navn “ Last Train To Paradise” af Les Standiford. En bog om en af Floridas store eventyr og store tragedier.

De fleste har hørt om John D. Rockefeller og hans firma Standard Oil, men udenfor USA er jeg ikke sikker på, hvor kendt navnet Henry Morrison Flagler er i dag. Ikke desto mindre var de to partnere og opbyggede Standard Oil sammen.

Som 14-årig forlod Henry Flagler familien og fattigdommen i den nordlige del af New York State for at arbejde i hans onkels General Store i det nordlige Ohio. Måske på grund af hans fattige, presbyritanske baggrund var Flagler hårdtarbejdende og meget seriøs omkring hans arbejde og arbejdede gerne over i stedet for at bruge weekenden sammen med sine venner. Hans arbejde fik ham ind i salg af korn og med sin sædvanlige ildhu lærte unge Flagler alt om kornbranchen og kornbranchen gav ham gode forbindelser til investorer og konkurrenter, der senere skulle blive værdifulde.

Borgerkrigen var stimulerende for kornhandlen og Flagler skabte sig en mindre formue i den forbindelse. Forretningen var vigtigere end krigen for Flagler også selvom han var modstander af slaveriet. Men successen begyndte også så småt at kede Flagler og han kastede hele sin formue og et tilsvarende lånt beløb ind i salt. Borgerkrigens slutning fik priserne til at styrkdykke og Flagler mistede alt og stod tilbage med en gæld. Med lån fra familien fik han betalt sin gæld og med en smule penge fra sin svigerfar flyttede han og konen, Mary, til Cleveland.

I Cleveland overtog han et job fra sin gamle ven og kollega fra kornbranchen, John D. Rockefeller. De to boede på samme gade og arbejdede i samme bygning, så som oftest fulgtes de to på arbejde og diskuterede deres store interesse: at tjene penge. Rockefeller var gået ind i oliebranchen og han var den ideelle forretningsleder, men han var ikke god til at læse markedet og her var det han havde opdaget Flaglers talenter på netop dette område. Derudover var Flagler ni år ældre end Rockefeller, han var høj og så generelt godt ud. Han havde en imponerende manke af hår og en ikke mindre imponerende moustache og han udstrålede selvtillid og troværdighed. Det var starten på et af historiens mest succesfulde partnerskaber.

Flaglers sans for markedet fortalte ham hurtigt, at nøglen til succes i branchen lå i at reducere transportudgifterne. Ved at garantere jernbane transportfirmaerne regelmæssige og store leverancer af olie fik han lokket store rabatter ud af dem og skabte Flagler basis for Standard Oils succes. Ved en kombination af bestikkelser og trusler (almindeligt accepterede forretningsmetoder) satte han de fleste konkurrenter ud af spillet.

Men succesen var ikke uden konsekvenser. Mary havde længe lidt af de, lægerne mente var kronisk bronkitis. Det blev absolut ikke bedre, da Rockefeller og Flagler flyttede sammen med selskabet til New York i 1877. Flagler havde altid været et meget privat menneske og hans kones sygdom havde gjort, at al den tid han ikke brugte på arbejde, var han sammen med hende.

At Mary fik konstateret tuberkulose, var starten på, en ændring ikke blot i Flaglers privatliv, men ikke mindst i hans arbejdsliv. For at bedre hendes tilstand søgte familien så langt sydpå som muligt. Lægerne havde foreslået at familien tilbragte vinteren i Florida, men da de rejste med tog, gik rejsen kun så langt som til Jacksonville. De følgende år tilbragte familien mere tid i Jacksonville indtil Mary døde i 1881.

Marys død kombineret med det faktum, at befolkningen og politikerne i stigende grad så skævt til forretningsfolk, som Flagler og Rockefeller gjorde, at Flagler søgte nye veje. Uden at nødvendigvis være bevidst om det, var han på vej til at ændre sig fra en akkummulator til en skaber og giver.

Henry Morrison Flagler var manden, der skulle få Florida på landkortet.

 

Oprindeligt udgivet 26. december 2011 på “Orlando Orbiter”- rejseblog fra tur til Florida.